Jeg er født i 1968, – opvokset i den lille sønderjyske landsby Løjt Kirkeby ved Aabenraa.
I 1990´erne tog jeg en Bachelorgrad i Musik fra Århus universitet. Herfra bevægede jeg mig over i teatrets verden og indtog Århus Teater i Jesus Christ Superstar 1993.
I 1994 kom jeg ind på Statens Teaterskole i København, hvorfra jeg blev færdig i 1998. Jeg har sidenhen beskæftiget mig professionelt med både teater, film/tv og musik. Jeg har medvirket i aktuelle TV serier, kort- og spillefilm, startede i rollen som Bibi i TV Serien Strisser på Samsø og i spillefilmen Den Attende. Kortfilmene Når Bladene falder, Et Knæk, Det er så Yndigt og The Deportation of a Model Citizen. Tv serierne Blekingegade, Broen, Herrens Veje, Norskov, Den som Dræber, Når Støvet har lagt sig, Ingen vej tilbage samt som gangsterfruen Rebecca Bronstein i den fransk/dansk producerede gangsterserie Kill Skills. Senest i dramadokumentaren Det sindssyge eksperiment.
Jeg har spillet teater i alle genrer i København og rundt omkring på de danske teaterscener; Jeg havde min Debut på Det Ny Teater som Anybodys i West Side Story, spillede Tre Søstre på Rialto Teatret, Nederdrægtighedens Historie på Kalajdoskop, Macbeth på Bådteatret. På det gamle Café Teater spillede jeg den kvindelige part i Enda Walsh´s Disco Pigs, sammen med min tvillingebror skuespiller Jens Gotthelf. Herefter bevægede jeg mig mod det nordjyske med forestillinger på Vendsyssel teater som bl.a hovedrollen Gloria i Marathon Dansen.
I perioden fra 2001-2010 var jeg fast tilknyttet ensemblet på Aalborg Teater, hvor jeg bl.a spillede Miss Adelaide i Guys and Dolls, Jenny i Laser og Pjalter, Natasja, igen, i Tre Søstre, Anitra i Lilleskoven og Dolly i Anna Karenina.
I 2004 tog jeg orlov fra Aalborg Teater for at spille titelrollen i Irving Berlins Annie Get Your Gun, på turné med Det Danske Teater, på Odense Teater og på Folketeatret.
Siden 2010 har jeg arbejdet som freelancer, bosiddende i København. Jeg har sidenhen spillet på Caféteatret, Folketeatret, Café Liva, Teater V, Teater Hils din mor, Gamle Scene, Kgl. Teater. Jeg har været på turné rundt i landet, jeg har spillet Holberg på Bornholms Teater, på Sjællands Teater og spillede Pia Kjærsgaard i De Stuerene på Mungo Park Kolding. Jeg har været med i forestillingen De Onde med Teater Tvazz på Færøerne og i Grønland. I 2014/15 spillede jeg monologen Spoonface Steinberg på Får302/Turné. Senest var jeg Dronning Ingrid i musicalen Margrethe med urpremiere i Kbh. 2023, og er lige nu aktuel som bl.a Mrs. Pearce i Musicalen My Fair Lady i Hylddalen, Maribo.
Jeg er også iværksætter, er medstifter og en aktiv del af det musikalske skuespillerinde ensemble De Damer, der har flere shows og forestillinger bag sig. www.de-damer.dk
Jeg er et meget engageret menneske, – seriøs, ambitiøs, grundig og samvittighedsfuld i mit arbejde. Jeg vil altid gerne udfordres og lære nyt. Jeg går meget op i karakterarbejdet til en rolle, at nuancere den, at gøre den medmenneskelig og genkendelig, men også at udfordre den og finde en skæv eller måske komisk side frem. Jeg er en ensemble skuespiller der ved at sætte pris på samarbejdet, at kunne skabe et godt arbejdsrum i en fælles undersøgende proces for til sidst at nå i mål. Jeg er en erfaren sanger og har stor gavn af min musikalske baggrund i mit arbejde generelt. Ved siden af alt, holder jeg meget af at fordybe mig i arbejdet med at indlæse lydbøger for bla. Gyldendal, Lindhardt og Ringhof og JP/Politikens forlag. – Jeg elsker mit job, mangfoldigt som det er, og jeg er meget taknemmelig over at få lov til at beskæftige mig med den lidenskab det er at være skuespiller.