Biografi

Jeg er født i 1968, – opvokset i den lille sønderjyske landsby Løjt Kirkeby ved Aabenraa.

I 1990´erne tog jeg en Bachelorgrad i Musik fra Århus universitet. Herfra bevægede jeg mig over i teatrets verden og indtog Århus Teater i Jesus Christ Superstar 1993.

I 1994 kom jeg ind på Statens Teaterskole i København, hvorfra jeg blev færdig i 1998. Jeg har sidenhen beskæftiget mig professionelt med både teater, film/tv og musik. Jeg har medvirket i aktuelle TV serier, kort- og spillefilm, startede i rollen som Bibi i TV Serien Strisser på Samsø og i spillefilmen Den Attende. Kortfilmene Når Bladene falder, Et Knæk, Det er så Yndigt og The Deportation of a Model Citizen. Tv serierne Blekingegade, Broen, Herrens Veje, Norskov, Den som Dræber, Når Støvet har lagt sig, Ingen vej tilbage samt som gangsterfruen Rebecca Bronstein i den fransk/dansk producerede gangsterserie Kill Skills. Senest i dramadokumentaren Det sindssyge eksperiment.

Jeg har spillet teater i alle genrer i København og rundt omkring på de danske teaterscener; Jeg havde min Debut på Det Ny Teater som Anybodys i West Side Story, spillede Tre Søstre på Rialto Teatret, Nederdrægtighedens Historie på Kalajdoskop, Macbeth på Bådteatret. På det gamle Café Teater spillede jeg den kvindelige part i Enda Walsh´s Disco Pigs, sammen med min tvillingebror skuespiller Jens Gotthelf. Herefter bevægede jeg mig mod det nordjyske med forestillinger på Vendsyssel teater som bl.a hovedrollen Gloria i Marathon Dansen.

I perioden fra 2001-2010 var jeg fast tilknyttet ensemblet på Aalborg Teater, hvor jeg bl.a spillede Miss Adelaide i Guys and Dolls, Jenny i Laser og Pjalter, Natasja, igen, i Tre Søstre, Anitra i Lilleskoven og Dolly i Anna Karenina.

I 2004 tog jeg orlov fra Aalborg Teater for at spille titelrollen i Irving Berlins Annie Get Your Gun, på turné med Det Danske Teater, på Odense Teater og på Folketeatret.

Siden 2010 har jeg arbejdet som freelancer, bosiddende i København. Jeg har sidenhen spillet på Caféteatret, Folketeatret, Café Liva, Teater V, Teater Hils din mor, Gamle Scene, Kgl. Teater. Jeg har været på turné rundt i landet, jeg har spillet Holberg på Bornholms Teater, på Sjællands Teater og spillede Pia Kjærsgaard i De Stuerene på Mungo Park Kolding. Endelig har jeg været med i forestillingen De Onde med Teater Tvazz på Færøerne og i Grønland. I 2014/15 spillede jeg monologen Spoonface Steinberg på Får302/Turné.

Jeg er medstifter og en aktiv del af det musikalske skuespillerinde ensemble De Damer, der har flere shows og forestillinger bag sig. www.de-damer.dk

Jeg sætter stor pris på af at fordybe mig i arbejdet med at indlæse lydbøger for bla. Gyldendal, Lindhardt og Ringhof og JP/Politikens forlag, – samt med sang, speaks og dubbing.